Guide: Sådan vælger du den rigtige campingvogn i første hug

Mange førstegangskøbere af campingvogne ender ofte med at købe en anden vogn efter blot et til to år, fordi de ikke ramte rigtigt i første hug. Så skal du ud og købe campingvogn for første gang, så er der her en guide, så du vælger rigtigt fra starten.

 

Det kan godt betale sig nøje at overveje købet af en campingvogn, inden man hægter vognen på trækkrogen og kører ud i det blå. Særligt hvis man køber en helt ny campingvogn, skal være helt sikker, da den taber værdi, ligesom en ny bil, der kører ud over kantstenen for første gang.  

 

DCU-Camping Blommehaven

DCU-Camping Blommehaven

Et spørgsmål om indretning

En campingvogn kan sidestilles med et sommerhus på firehjul. Derfor skal der selvfølgelig vælges en vogn der passer til familiens størrelse og behov, så ferien foregår i fred og harmoni. Generelt kan man sige, at er der for lidt gulvplads, opstår der let "gnidninger" i familien, men her kan et stort fortelt som tilbygning bløde lidt op på ulemperne.

 

Hvis man har børn, er det ligeledes rart, hvis børnene kan komme i seng i deres egen afdeling, som kan lukkes af. Tænk også gerne et par år ud i fremtiden - er der plads til børnene i takt med, at de vokser? Skal vognen fungere i en længere årrække, bør man derfor også overveje, hvordan sovepladserne kan fordeles, når børnene bliver større.

Rejse- eller standvogn

En anden overvejelse, der er værd at gøre sig, er om, hvorvidt det skal være en rejsevogn, eller om den skal stå fast på en campingplads.

 

Man kan heller ikke bare gå ud og vælge den største og flotteste campingvogn, hvis man samtidigt kører i en lille bil med utilstrækkelig motorkraft. Derfor er det ikke kun et spørgsmål om, hvad bilen må trække, men også et spørgsmål om, hvad den kan trække. Er motorkraften for lille, eller gearingen for høj til kørsel med campingvogn, kan turen blive en lang og trættende en af slagsen, fordi man konstant skal skifte gear.

 

Det er derfor nødvendigt, at du vælger en campingvogn som passer til din bil - eller omvendt. Her kan du læse en guide til, hvordan du får campingvogn og bil til at passe sammen.

 

Generelt kan det dog siges, at mange af de fabriksnye campingvogne bliver lettere og lettere, idet den europæiske campingbranche tilpasser sig personbilerne, der i øjeblikket bliver mindre og mindre år for år.

Ny eller brugt

Det er altid dejligt at have noget helt nyt - og mange mennesker bryder sig ikke om, at andre har sovet i sengen før dem. Med en ny campingvogn kan du også få den indrettet stort set lige, som du har lyst.

 

Det siger dog sig selv, at der er penge at spare, hvis man køber en brugt vogn. Særligt i forhold til masse udstyr, som man ellers selv vil skulle ud at købe. Et nyt forteltet koster eksempelvis snildt 15.000 kr. Sådanne ekstra udgifter slipper man typisk for ved at købe brugt, og derfor er den reelle besparelse noget større, end forskellen mellem en ny og en brugt giver udtryk for.

 

En anden vigtig ting at undersøge er lasteevnen. Lasteevnen bør ikke være mindre end et par hundrede kilo, og kugletrykket bør i tom tilstand ligge omkring 35 kg.

 

I det hele taget er campingvognens vægt en afgørende faktor. Ofte er vægten højere, fordi den tidligere ejer har fyldt vognen op med lækkert komfort-udstyr. En lidt ældre vogn kan også have suget lidt fugt til sig, og det belaster vægten. Det er derfor vigtigt, at man kender den præcise vægt, da det kan have stor betydning for det køretekniske, når du kører på landevejen med familien i bilen.

Hvis man vil være sikker på et godt, brugt køb, bør man få vognen tjekket hos et testcenter for campingvogne.

 

Vælg en campingplads der passer til dit behov

Ingen campingpladser er ens, da hver campist har et unikt behov, som skal dækkes. Nogen campister har et ønske om fred og ro, så kroppen kan lade op til hverdagen igen banker på, mens andre  gerne vil have, at der er mange aktiviteter for børnene. Nogen vil gerne have hunden med på campingferien, og andre vil gerne bo nær vandet. På FRF.dk kan du finde campingpladser, der tager specifikke hensyn til netop dine behov. Gå selv på opdagelse ved at klikke her.

Vintercamping er også populært, idet mange bruger vognen til en skiferie eller i det mindste til en efterårsferie. Derfor er opvarmningen en nøgle-egenskab i en vogn, for en småfrysende familie er sjældent en glad familie.

 

Som tommelfingerregel er en gasvarmeovn fuldt tilstrækkelig til sommerbrug, men vil man også have påsken og efterårsferien med, er et varmeblæseranlæg nødvendigt for at have det rart. Vil du campere hele året, skal du gå efter regulært centralvarmeanlæg.

 

Kilder: Jyllands-Posten og FRF.dk